Om os Medlemssider Aktiviteter Værdigrundlag Meld dig ind  


   
Værdigrundlag
Ordsprog fra Havamål
Valgsprog
     
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tilsendt indbydelser.

Skriv din e-postadresse i feltet her over.

Besøg også vores

 

Ordsprog fra Havamål

1. SE dig om ved alle Døre,
inden du gaar ind.
Ingen kan vide, hvor Uvenner sidder
i Bo bænket.

2. Hil de gavmilde! En Gæst er kommen!
Hvor skal han sætte sig?
Den har travlt, som paa Dørtærskler
friste skal sin Skæbne.

3. Ild behøver, hvem ind er kommen
og har kolde Knæ;
Klæder og Mad har den Mand behov,
som har faret over Fjæld.

4. Han, som kommer til Bordet, har Brug for Vand,
Haanddug og Høflighed,
velsindet Væsen, om det vindes kan,
Ord og Svar paa Ord.

5. Vid behøver, hvem vide flakker,
hjemme gaar det glat;
der kigges spydigt paa kejtet Mand,
som sidder mellem snilde.

6. Ingen skal prale af Evner og Kløgt,
hellere lærvillig lytte.
Den, som kommer tænksom og tavs til Gaarde,
kommer sjældent galt af Sted.
Thi mer fuldtro Ven faar ingen Mand
end meget Mandevid.

7. Forsigtig Gæst, som gaar til Bords,
er tyndmælet og tavs,
Ørene lytter, og Øjnene ser;
saadan føler hver klog sig for.

8. Den er heldig, som faar herlig Lov
og Ros og skønt Rygte,
der er Møje ved det, en Mand skal eje
i en andens Bryst.

9. Den er heldig, som har selv
Kløgt og Vid i Verden,
thi ondt Raad har man ofte faaet
af en andens Bryst.

10. Bedre Byrde bærer man ej
paa sin Vej end en stor Forstand,
den overgaar Guld paa et ukendt Sted,
er det eneste, en fattig kan føre.

11. Bedre Byrde bærer man ej
paa sin Vej end en stor Forstand,
værre Næring paa Vejen faar ingen
end idelig Bælgen i Øl.

12. Ej er saa godt, som det ofte siges,
Øl for Mænds Ætter,
thi jo mere Drik, des mindre Vid
huser Mands Hjerne.

13. Glemslens Hejre hænger over Ølsvir
og stjæler Mands Forstand;
den Fugls Fjer holdt fast mig lænket
fordum i Gunnlåds Gaard.

14. Drukken, ja drivende drukken jeg blev
tilforn hos den vise Fjalar;
det bedste ved Øl er, at atter derfra
man henter sin Hu tilbage.

15. Tavs og tænksom og tapper skal
Kongesønnen kendes,
hver Mand munter og glad,
til han fældet falder.

16. Ængstelig Mand tror evig at leve,
kan han for Kamp sig vare,
men Ælde giver ham ingen Fred,
om ogsaa Spyd ham sparer.

17. Tossen glor og gaber ved Gildet,
sidder sløv eller sluddrer,
men har han svælget en Slurk, staar al hans
Dumhed aaben i Dagen.

18. Ene den ved, som vide flakker
og langt om Lande har faret,
hvilken Slags Hu Hvermand har,
han kender Vid og Viden.

19. Mand ved Kruset, hold Maade med Mjøden,
tal tilpas eller ti!
Ingen tager dig ilde op,
om du snart gaar hen at sove.

20. En Grovæder, som aldrig faar nok,
æder sig ind i Døden;
mangt et Fjog for sin Maves Skyld
gaar til Grin blandt de kloge.

21. Hjorde ved, naar de hjem skal vende,
og da gaar de fra Græsset,
men et Tossehoved betænker ikke,
at hans graadige Bug har Grænse.

22. En skadefro og fræk Skumler
ler alle andre ud;
ej han tror, hvad han trænger til at vide,
at han ejheller er fejlfri.

II.

23. Vidløs Mand vaager om Natten
og ængster sig for alt.
Mødig er han ved Morgengry,
Møje kun han mindes.

24. Vidløs Mand tror sig Ven med alle,
der ler lystigt med ham;
ej han forstaar, at der stikles til ham
i Klynger af kloge Folk.

25. Vidløs Mand tror sig Ven med alle,
der ler lystigt med ham,
men ser, naar de kommer sammen paa Tinge,
at han har kun faa til Forsvar.

26. Vidløs Mand tror, han ved alting,
hvis han undgaar andres Kval,
men han sanser ikke, hvad Svar han skal give,
hvis spydigt han spørges til Raads.
27. Vidløs Mand, er han med blandt andre,
maa helst til Tavsheden ty;
ingen ved, at han intet ved,
naar ikke hans Ord ham røber;
han ved dog ej, naar han intet ved,
hvor ofte hans Ord ham røber.

III.

28. Klog sig mener den Mand, som kan spørge
og rende rundt med Svaret;
intet Mennesker evner at dølge,
naar først det løber om Land.

29. Evigtalende Tunger fører
tit Løgn og løs Snak.
Tømmes en rap Tunge ikke,
den snakker sig ofte til Skade.

30. Til Bedste skal ingen en anden have
og aldrig i andres Selskab.
Klog synes ofte, hvem ingen spørger,
saa han holder sig tørhudet.

31. Helst maa en Gæst, som har haanet en Gæst,
flygte fra Gaard og Gilde.
Maaske han ej føler, mens han flirer over Maden,
at Harme murrer imod ham.

32. Ofte er Mænd ægte Venner,
til ved Krus de kives,
det er altid Aarsag til Strid,
Gæst opirrer Gæst.

33. Aarle skal Mænd Maaltid tage,
dog ej, skal de ud til andre,
da sidder de sløvt og ser sultne ud,
gider næppe spørge om noget.

34. Afsides er den slette Ven,
bor han end ved Alfarvej.
Men til god Ven gaar der Genvej,
om end han fôr til det fjerne.

35. Man skal gaa i Tide og ej være Gæst
altid paa samme Sted;
kær bliver led, om længe han sidder
bred paa en andens Bænk.

36. Bo er bedst, selv om blot det er lidet,
hver er Herre hjemme;
med to Geder og tovbaaret Tag
er Bo dog bedre end Bøn.

37. Bo er bedst, selv om blot det er lidet,
hver er Herre hjemme;
blodigt er Hjertet i hjemløse Folk,
der maa tigge Mad til hvert Maaltid.

38. Ingen Mand skal paa Mark sine Vaaben
vige et Fjed fra,
thi ingen kan vide, om ude paa Vejene
Brug der bliver for Spydet.

39. Jeg fandt ej saa gavmild eller gæstfri Mand,
at han ej tog gerne en Gave,
eller een saa ødsel med alt sit Gods,
at Løn var ham led, hvis man bød ham.

40. Eje, som endelig een har faaet,
skal han taale at tage i Brug;
tit gaar til en hadet, hvad man gemte til en kær,
mangt gaar værre end ventet.

IV.

41. Vaaben og Vadmel skal Venner veksle
til gensidig Glæde.
Venner er Giver og Gengælder
længst, om alt lider vel.

42. En Mand skal være sin Vens Ven
og give Gave for Gave,
Latter skal lyde for Latters Lyd
og Løgn for løs Tale.

43. En Mand skal være sin Vens Ven
og Ven med Vennens Ven,
men ingen Mand med sin Uven skal
have Vens Ven fælles.

44. Vil du af en Ven, som du vel tror,
have godt at haabe,
skal du veksle Tanker og Ting med ham,
ofte søge ham op.

45. Vil du ogsaa af en anden, som du ilde tror,
have godt at haabe,
tal fagert til ham med falsk Tunge,
giv Løgn for løs Tale.

46. Atter om den, som du ilde tror,
og nærer Mistanke til:
stem i hans Latter, snak ham efter Munden,
lad Gengæld være som Gave.

47. Ung var jeg fordum, fôr ensom ud,
vild paa Vejene fôr jeg,
rig følte jeg mig, da jeg fandt en anden,
Mand er Mands Gammen.

48. Milde, frejdige Mænd lever bedst,
møder sjældent Sorg,
men uklog Mand ængstes for alting,
møder hver Gave med Mistro.

49. Mine Klæder ofred jeg ude paa Marken
to Personer af Træ,
Helte de ligned, da Hylster de fik,
sky er nøgent Skind.

50. Træ, som staar paa Torpen, visner,
ej lyer Bark eller Løv,
det er som den Mand, hvem ingen elsker,
hvorfor skal han leve længe?

51. Hedere end Ild er blandt onde Venner
Fred i fem Dage,
den slukkes ud paa den sjette Dag,
og alt Venskab har Ende.

52. Ingen give for yppige Gaver,
tit høster man Lov for lidt.
For et halvt Brød og en hældende Skaal
fik jeg mig en Fælle.
V.

53. Bag lidet Sand er der liden Sø,
og smaa er Mændenes Sind.
Ikke blev alle ens i Kløgt,
alt er ufuldkommet.

54. Middelvis hver Mand skulde være,
aldrig alt for vis.
De kan leve Livet fagrest,
som har velgrundet Viden.

55. Middelvis hver Mand skulde være,
aldrig alt for vis.
En Vismands Sind er sjældent glad,
hvis han i Hu er alvis.

56. Middelvis hver Mand skulde være,
aldrig alt for vis.
Ingen ane sin egen Skæbne,
saa har man gladest Sind.

VI.

57. Brand brænder af Brand og forbrænder,
Ild tændes ved Ild.
Mand kendes af Mand paa Mælet,
Tossen paa tomt Pral.

58. Aarle skal op, hvem en andens Liv
eller Eje agter at rane.
Sjældent vanker Laar til liggende Ulv
eller Sejr til sovende Mand.

59. Aarle skal op, hvem til Arbejd har faa
Folk og se alting efter,
meget sinkes under Morgensøvn,
hurtig er halvt rig.

60. For tørre Spær og for Tækkebark
kender Manden Maal og Mængde,
[for Tømmer, han bruger at bygge med,
ved han Maal og Tal og Tid].

61. Toet og mæt ride Mand til Tings,
om end ej i sit ypperste Tøj.
Ingen sig skamme ved Sko og Broge,
ej heller ved halvgod Hest.

62. Efter Vejret snapper og sænker sit Hoved
Ørn ved evigt Hav -
saadan er den Mand, som blandt mange kommer
og har faa til at tale for sig.

63. En vis kan spørge og selv svare,
kald ham ellers ikke vis,
fortie, hvad en anden ej maa vide,
hvad tre ved, ved alt Folket.

64. Hver kløgtig Mand skal sin Magt bruge
til rette Maal og Maade,
han mærker mellem modige Mænd,
at ingen er taprest af alle.

65. [Aarvaagen være een og hver,
varsom med Vennetro],
Ord, der ytres til Andenmand,
kender ofte med ond Løn hjem.

66. Meget for tidligt kom jeg mange Steder,
somme Steder for silde,
Øl var drukket eller ikke brygget,
ukær skyder oftest forbi.

67. Nu og da blev jeg dog budt ind,
naar jeg ikke var særlig sulten,
to Laar kunde hænge hos en trofast Ven,
havde et jeg ædt, før jeg kom.

68. Ild er det bedste for alle Mand
og Solens Skær og Skin,
samt at have sit Helbred faaet
og uden Last at leve.

69. En svag er ej ganske svegen af Lykken,
somme glædes ved Sønner,
somme ved Frænder og somme ved Gods,
somme ved vidtkendt Værk.

70. Hellere i Live end aflivet,
altid faar kvik Mand Ko.
Paa Rigmands Arne saa jeg Ild flamme,
men ude var Døden for Døren.

71. Der er halte til Hest og Hyrder med een Haand
og døve, som duer i Kamp.
Blind er bedre end brændt at være.
Lig ligger til ingen Nytte.

72. Hellere en Søn, selv om sent han fødes
først efter Faderens Død.
Sjældent staar Bavtastene ved Vejen,
satte ej Søn dem for Fader.

73. To er Stridsmænd i samme Hær,
Tunge er Hoveds Morder;
skjult i hver Skindkjortel
venter jeg en hemmelig Haand.

74. Nat bliver god, har man nok i Sækken,
Skib har korte Spryd,
Høst har skiftende Hamme;
i fem Døgn vender Vinden sig tit,
meget mer i en Maaned.

75. Den ved ikke, som intet ved,
at Guldet gør mangen til Abe,
een bliver rig, en anden fattig,
derfor dog ej skal han dadles.

76. Fæ dør, Frænder dør,
ogsaa du skal dø,
Eftermælet aldrig dør
om, hvad vel er endt.

77. Fæ dør, Frænder dør,
ogsaa du skal dø;
eet jeg ved, som aldrig dør,
Dom om hver en død.
I oversættelse fra oldnordisk af Thøger Larsen 1926


  CVR-nummer: 36615559 © Furesø Net 2017